• Han har undersøgt tusindvis af danskeres BMI og blev overrasket: Det sundeste ligger højere, end mange er klar over

    Источник: BDK Borsnyt / 28 апр 2024 03:49:04   America/New_York

    Da Børge Nordestgaard satte sig for at undersøge sammenhængen mellem, hvor længe danskerne lever og deres BMI, blev han overrasket. Hans hypotese var, at normalvægtige var de sundeste og dermed havde de længste liv. Men resultatet i hans forskning viste noget andet. Det sundeste BMI ligger i virkeligheden i den overvægtige kategori. »Jeg blev selv meget overrasket, da jeg fandt ud af, at det sundeste BMI med den laveste dødelighed ligger over det BMI, vi definerer som normalvægtig,« siger Børge Nordestgaard, der er professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på Herlev Hospital. »Vi associerer overvægt med at være usund, men min forskning viser, at det ikke nødvendigvis er sandheden. Det er måske ikke helt så farligt at være let overvægtig, som man tidligere har troet.« Berlingske har for nylig beskrevet, hvordan BMI ikke viser, hvor sunde eller usunde vi er, og hvordan tallet ifølge flere overlæger stadig for ofte bliver brugt som eneste indikator for vores sundhed. At have et overvægtigt BMI er ikke nødvendigvis det samme som at være usund, lyder budskabet fra overlægerne. Og det er netop, hvad Børge Nordestgaards forskning har vist. Han har for nogle år tilbage sammen med kollegaer lavet studiet af, hvor længe danskerne lever sammenlignet med deres BMI, der blev udgivet i det anerkendte tidsskrift Journal of American Medical Association (JAMA). Dataene er baseret på Østerbro-undersøgelsen og Herlev-Østerbro-undersøgelsen, der har fulgt mellem 14.000 og 97.000 danskere i årene 1976 til 2013. Resultatet viste, at det sundeste BMI – når det måles på dødelighed – ligger på 27. Overvægtige har seks procent nedsat dødelighed En person med et BMI på 27 defineres som overvægtig. Ifølge Sundhedsstyrelsen inddeles BMI således: BMI under 18,5: Undervægtig BMI mellem 18,5 og 24,9: Normalvægtig BMI mellem 25 og 29,9: Overvægtig BMI over 30: Svært overvægtig Den seneste Sundhedsprofil fra 2021 viser, at 52,6 procent af danskerne har et BMI over 25 og dermed er overvægtige. Hver femte har et BMI over 30. Er du i tvivl om dit eget BMI, kan du beregne det her: Flere andre undersøgelser bakker op om resultatet i Børge Nordestgaards forskning. Blandt andet viste et stort studie af over 500.000 amerikanere for nylig, at personer med let overvægt ikke havde en højere dødelighed end personer med et normalvægtigt BMI. Hvis BMI-tallet steg til over 27,5, steg dødeligheden dog med mellem 21 og 108 procent. En anden stor metaanalyse, der inkluderede 97 studier med data på flere end knap 2,9 millioner mennesker, viste, at personer med et BMI i overvægtskategorien (25-30) havde seks procent lavere dødelighed sammenlignet med personer i normalvægtskategorien (18,5-25). Børge Nordestgaard påpeger, at BMI dog stadig er en vigtig risikofaktor for sygdomme. »Jo højere BMI, jo større risiko for at udvikle sygdomme. Her taler vi heller ikke om svær overvægt eller det, som vi tidligere kaldte fedme. Men let overvægt ser ud til ikke at være så farligt,« siger han. Mere fedt gør os måske mere modstandsdygtige Det har dog ikke altid forholdt sig sådan, at et overvægtigt BMI er det sundeste, som Børge Nordestgaards forskning har vist. Hans forskning viste nemlig også, at det optimale BMI med den laveste dødelighed i 1970erne var 23,7. I begyndelsen af 1990erne steg det til 24,6. Og i 2013 var det altså steget til 27. Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at den sundeste BMI-grænse rykker sig med tiden? Det gav studiet ingen forklaring på, og forskerne kan stadig ikke sige det med sikkerhed, men Børge Nordestgaard har nogle teorier. »Vi ved det ikke, så det er blot teorier,« understreger han og fortsætter: »En af teorierne er, at det er gavnligt at have lidt ekstra fedt på kroppen at stå imod med, hvis vi bliver ramt af infektioner eller andre sygdomme. Vi ved for eksempel, at i befolkninger, hvor de har fået adgang til mere mad og dermed får et højere BMI, lever de længere. Jeg tror godt, at det kan være en af forklaringerne.« En anden teori er, at vi er blevet bedre til at behandle overvægtsrelaterede følgesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og højt kolesteroltal. »Folk, der er let overvægtige, har så godt styr på risikofaktorerne, at de klarer sig bedre i dag og dermed får en nedsat dødelighed. Og så gør det ekstra fedt på kroppen dem måske mere modstandsdygtige over for sygdommene sammenlignet med personer, der har et lavere BMI,« siger Børge Nordestgaard. Samtidig er gennemsnittet for BMI i befolkningen steget med årene, og gennemsnitspersonerne er som regel dem, der klarer sig bedst i samfundet, fortæller Børge Nordestgaard. Grænsen for normalvægt bør ændres Bente Klarlund, der er professor og overlæge på Rigshospitalet og leder af TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, fortæller også, at et overvægtigt BMI ikke nødvendigvis betyder, at man er usund og har risiko for at udvikle sygdomme. »Det tyder på, at et BMI på omkring 26 til 27 måske er optimalt. De har faktisk bedre overlevelse i den gruppe end i den normalvægtige,« siger hun. »Hvis man er sund og rask og ikke har nogen sygdomme, skal man altså ikke bekymre sig, selvom man har lidt ekstra fedt på baller og lår.« Vi bør i stedet »trække lidt på skuldrene« over BMI-grænserne, mener hun – medmindre man har et BMI på langt over 30, hvor det kan begynde at blive problematisk. Det samme siger Børge Nordestgaard. Han mener, at grænsen for, hvornår man kan kalde sig normalvægtig, bør ændres. Det er dog verdenssundhedsorganisationen WHO, der står for at definere grænserne for BMI, og grænsen kan derfor ikke blot ændres af den danske sundhedsstyrelse. Men der er efterhånden så meget forskning, der viser, at overvægt ikke nødvendigvis er usundt, at grænsen for normalvægt ikke længere passer, lyder det. »Grænsen for, hvornår man er overvægtig, er mange år gammel og ligger tilbage fra dengang, hvor der ikke var særlig mange overvægtige. Men det har ændret sig i dag, og det tyder ikke på, at det medfører tidligere død. Derfor vil det være fornuftigt at få ændret grænserne for BMI,« siger han. Hverken Bente Klarlund eller Børge Nordestgaard råder til, at man bør stræbe efter at få et BMI på 27, hvis man har et BMI, der i dag defineres som normalvægtigt. »Man bør ikke stræbe efter et overvægts-BMI, da der også er andre problemer forbundet med overvægt, som ikke har med dødelighed at gøre – for eksempel ondt i knæene, dårlig søvn og problemer med udøvelse af fysisk aktivitet. Så længe man ikke har sygdomme og er glad for sit liv, bør man ikke frygte for at have lidt ekstra fedt på kroppen,« lyder det fra Bente Klarlund. https://www.berlingske.dk/samfund/han-har-undersoegt-tusindvis-af-danskeres-bmi-og-blev-overrasket-det
Опубликовать